Ved alle indgange til Coloplasts stand står advarslen ‘Mind the Gap’, som man kender fra togperroner. De besøgende tager instinktivt et ekstra langt skridt, kigger ned og griner ad sig selv. Deres besøg er indledt med en kropslig oplevelse.
Annette Meyer Studios design til årets EWMA kongres tager udgangspunkt i budskabet; ’A perfect fit. Every time’ med henvisning til, at Coloplasts sårplejeprodukter former sig efter kroppen for at undgå luft mellem hud og forbinding.
Sårplejeprodukternes særlige netmateriale er inspiration for den smukke, luftige stand, som opbygges i GRID byggeelementer. Den åbne struktur afgrænser området, men er samtidig næsten gennemsigtig – og refererer dermed til produkternes åndbare materiale.
De mange medicinalfirmaer på kongressen konkurrerer om at få opmærksomhed. Det er afgørende at skille sig ud. Derfor skaber Annette Meyer Studio en stor og spektakulær kugle i kundens primære brand farve, som ophænges i 7 meters højde over standens midte. Kuglen kan ses på lang afstand og synliggør Coloplasts lokalitet fra overalt på kongressen. Ved at designe standens depotrum med en højde på 5 meter skabes yderligere muligheder for at skabe synlighed.
Opgave
Totalentreprise på en 100 kvm stor stand for Coloplasts sårplejeafdeling på EWMA 2018, European Wound Management Association, i Krakow i Polen. Deltagerne på kongressen er specialiserede sårpleje-sygeplejersker og andet lægefagligt personale. Annette Meyer Studios har et tæt samarbejde med markedsføringsafdelingen om opgaven. Desuden kræver design og opbygning en omfattende koordineringsindsats i forhold til teknikere, byggecrew, fotoprintere, lysfolk m.m.
Faciliteter
Standen består af tre arbejdsområder, som varetager forskellige funktioner.
Produkternes funktioner kan fremvises ved et stort demonstrationsbord. I en produktmontre udstilles Coloplasts samlede sårplejeproduktkatalog. Der er skabt et hjørne med 15 siddepladser, hvor besøgende løbende kan høre oplæg af specialister på området. Her kan man også spille et læringsspil. Desuden indrettes en café til dialog og afslapning. Depotrummet udnyttes til montage af store skærme til demonstrationer.
Features
Hele standen, inklusiv møblerne, er designet af det samme genanvendelige GRID system. Bordene er for eksempel bygget op af GRID systemet med birke finer og topplade af plexiglas. Taburetterne er også fremstillet af GRID systemet, men med polstrede sæder af memory foam.
I standens midte er etableret 4 arbejdsstationer, hvor man ved hjælp af AR kan opleve, hvordan produktet virker, når det kommer i berøring med et sår. De besøgende scanner en QR kode med deres mobiltelefon, hvorefter processen visuelt udfolder sig på den besøgendes arm.
Tegninger
Tegninger ved More Architects